 |
 |
 |
 |
 |
 |
||||
 |
Om Norsk Buhund ... | |||
|
||||
|
|
|
|||
| Oprindelse |
Buhunden er den norske variant af den oprindelige lille spidshundetype, som allerede i stenalderen var vidt udbredt i Skandinavien og regnes for at være en direkte efterkommer af de hunde, som de første bosættere i Norge bragte med sig. | |||
| Navnet | Navnet
»buhund«
har den fået, fordi det oprindelig var en vagt- og vogterhund.
Første led af navnet er det vestnordiske ord 'bu', som betyder
'bo', dvs. boplads, gård eller hus. Ordet findes første gang nedskrevet i en ordsamling fra Norderhov ved J. Ramus 1698: Buhund, fæhund, canis pecuarius. Vi finder også ordet i Otto Kalkars »Ordbog til Det Ældre danske Sprog (1300 -1700)« - København 1881-1907; men ordet findes ikke i »Ordbog over Det Danske Sprog (1700-1950)«. |
|||
 |
||||
| Helhedsindtryk | Den
moderne buhund er en knapt
middelstor, typisk nordisk spidshund. Det er en smidig og
bevægelig
hund, let og elegant med en kort, tæt krop og en tæt,
blød og glatliggende pels. Øjnene er mørkebrune,
mandelformede med et vågent, frygtløst udtryk.
Ørerne
er spidse og opretstående. Halen bæres kækt oprullet
over ryggen. Buhunden er djærv og energisk af sind, lidt nysgerrig, men meget sympatisk. |
|||
 |
||||
| |
||||
|
Farver |
Pelsen
er ensfarvet, ren sort eller
”blakk”, bleg. Mindre hvide aftegn på brystet, blis og smal
halsring tillades. Ligeledes maske. Farven ”blakk” dækker over nuancerne fra bleggul til rødgul, med eller uden sorte hårspidser. Er de sorte hårspiser så rigelige, at pelsen får et svagt gråligt skær, siges at den er ”varglet”, ulveløddet. |
|||
| |
||||
|
©
1995, 2006, Jørgen F. Dorch
|
Side op |
Næste
side |
||
